Christiansborg med politiker

Christiansborg Slot, en arbejdsplads for landets folkevalgte politikere og et slot med en lang og dramatisk historie.

Ankommet til København kører vi direkte til Christiansborg, hvor vi har en aftale med en af vores lokale politikere, der har sin daglige gang i Folketinget, og som derfor er i stand til at vise os rundt i huset på bedste vis. Vi besøger den gamle landstingssal, vandrehallen, folketingssalen med mere. På turen får vi undervejs en fortælling om hverdagen for en politiker, små og store begivenheder iblandt historier om nogle af de store politikere, som har haft deres daglige gang på Christiansborg. Når vi har været rundt, går vi sammen til partiets gruppeværelse og spiser en frokostsandwich, inden vi tager afsked med vores politiker.

Dagen byder nu på endnu en storslået oplevelse idet vi de næste to timer bliver ført på en spændende historisk rejse i samvær med en af guiderne på Christiansborg. Temaet for denne spændende tur er "Fra Ukendt prins til Europas svigerfar". Christian 9. blev født som fjern og ukendt slægtning til den danske konge men endte selv som konge af Danmark og fik sine børn gift ind i flere af Europas mægtigste kongehuse. Tag med en tur tilbage til 1800-tallets Christiansborg, hør den spændende historie om Europas svigerfar og se de spor, han og hans efterkommere har efterladt sig på Slotsholmen i hjertet af København. Besøget omfatter besøg i Christiansborg Slotskirke, De Kgl. Stalde, De Kgl. Repræsentationslokaler og Riddersalen med Bjørn Nørgaards gobeliner. Mættet af mange indtryk og gode historier kan vi nu læne os tilbage i bussen, nyde den friskbryggede kaffe og turen hjemover.

Dagens sidste ophold gør vi på Hejse Kro, der er en charmerende Kgl. privilegeret kro med stolte traditioner tilbage fra 1737. Her nyder vi en to retter middag, ægte gammeldaws krostemning i hyggelige rammer.

I turen er inkluderet:

  • Bustur i 4 stjernet luksusbus
  • Morgenkaffe, bolle og snegl i bussen
  • Rejseleder på hele turen
  • Frokostsandwich i partiets gruppeværelse
  • Rundvisning af politiker og guide på Christiansborg
  • Entre Christiansborg
  • Eftermiddagskaffe og medbragt kage
  • To retters middag på Hejse Kro