Glud Frilandsmuseum og Juelsmindehalvøen

Rasmus Thomesøns Hus, Fiskerhuset, Marthas Hus og mange flere oplevelser venter os på denne tur.

Dagen starter  med et besøg på Glud frilandsmuseum, der et spændende frilandsmuseum med mange historiske bygninger fra Østjylland. I bygningerne oplever man livet i landsbyerne, de seneste 350 år.

Vi starter med rundvisning i de historiske bygninger bl.a. Rasmus Thomesøns gård, Fiskerhuset, Marthas Hus, Jensgårdsmedjen, Bondehaven og haven bag Hjarnøhuset med mere.
Efter rundvisningen er der tid på egen på egen hånd i museumsområdet. Oplev den spændende historie om museets grundlægger Søren Knudsen i hans villa Hildesheim, besøg den store udstillingshal med landbrugsredskaber, hestevogne og landhåndværk, se den firlængede gård Badensminde og besøg eventuelt museums butikken. Nyd i det hele taget roen og stemningen fra en svunden tid frem til middag, hvor der serveres en dejlig to retters menu i kaffestuen tilberedt af kogekonerne.

Over middag er der afgang med bussen på en spændende guidet tur i det naturskønne område på Juelsmindehalvøen. Den lokale guide fra Glud Museum fortæller her om livet i landsbyer og på herregårde. Turen går via Skjold kirke, Møgelkjær gods og fængsel, landsbyen Raarup, Gramrode stationsby, Klejs med udsigt over Juelsmindehalvøen, Vesterby og Klakring samt Juelsminde By.

Vi kører hjemad gennem Horsens by, videre nordpå ad den gamle hovedvej forbi Tebstrup Sø og skal nyde eftermiddagskaffe på Ejer Bavnehøj. Her skal vi se den smukke udsigt fra Genforeningstårnet. Hjemkomst sidst på eftermiddagen.

I turen er inkluderet:

  • Bustur i 4 stjernet luksusbus
  • Morgenkaffe, bolle og snegl i bussen
  • Entre og rundvisning i Glud Frilandsmuseum,
  • To retters middag i Kaffestuen
  • Guidet tur på Juelsmindehalvøen
  • Kaffe og medbragt kage på Ejer Baunehøj