Fængslet i Horsens

Få et indblik i fængselslivet gennem 153 år, en unik og mindeværdig oplevelse.

Det gamle statsfængsel indeholder verdens største samling af fængsels-effekter fra Museum Horsens. Ved ankomst til Museum Fængslet starter vi besøget med en rundvisning i de historiske bygninger. Af lokaler i fængslet kan nævnes arresten, en autentisk og uberørt moderne fængselsgang, gl. celle et fantastisk lokale i 4 etager med svalegangen rundt, Kirken, der havde en central rolle i fængslet, forsamlingshuset et lokale midt i fængslet brugt til foredrag, der kunne give adspredelse til de indsatte, gymnastiksalen, sygeafdelingen, gangmandens celle, sikringscelleafdelingen, strafafdelingen, besøgsafdelingen, snedkeriet, trykkeriet mm.

Ved rundvisningen fortælles om livet inden for murerne, både fra de indsattes og de ansattes synsvinke, kirkens betydning, flugthistorier, den sidste henrettelse og meget mere.
Der bliver tid også til at gå på opdagelse på egen hånd. På turen rundt kan man opleve den specielle stemning krybe helt ind under huden, idet udstillingen er krydret med lydklip, video og skyggespil optaget af autentiske figurer i fængselsverdenen. Desuden kan man besøge fængselsbutikken, der har et bredt udvalg af varer relateret til fængsler og fængselsliv og med spændende merchandise, kriminallitteratur m.v.

Og så til noget helt andet, ude af fængslet samles vi igen midt eftermiddag og kører med bussen til Bygholm Parkhotel. Her serveres kaffe og lagkage på det romantiske hotel, der ligger i en charmerende, moderniseret herregård fra 1775 og er omkranset af en smuk park. Her kan man fordøje de mange indtryk fra fængselsverdenen til en god kop kaffe.

I turen er inkluderet:

  • Bustur i 4 stjernet luksusbus
  • Entre og rundvisning i Fængslet
  • Kaffe og lagkage på Bygholm Parkhotel