19-03-2015: Fire millioner på hjul

Ans-Bussen i Silkeborg køber dobbeltdækkerbus, der opfylder de mest strenge internationale miljøkrav

Næsten fire millioner kroner har Ans Bussen med kontorer på Lillehøjvej 2, Silkeborg og garageanlæg på Lyngbakkevej i  Ans, investeret i en dobbeltdækker-bus.
Den er netop leveret fra Setra-fabrikken i den sydtyske by Ulm og kørt hjem af firmaets indehaver, direktør Claus Andersen og chauffør John Pedersen, der fornylig på Learnmark i Horsens har bestået svendeprøven som udlært turistbuschauffør.

- Dobbeltdækkeren er en af de første dobbeltdækker busser, der er leveret til  Danmark med Euro 6-norm, som opfylder de meget specielle og strenge internationale miljøkrav, fortæller Claus Andersen.

- Nyindkøbet har plads til 79 passagerer og er i lighed med alle vore øvrige turistbusser indrettet med alle fire-stjernede bekvemmeligheder, herunder blandt andet ekstra god benplads, aircondition, toilet, trådløst internet med ubegrænset adgang i flere lande. Desuden er der opsat flere fladskærme i bussen, til glæde for vore gæster, fortæller Claus Andersen. - Ans Bussen har som formentlig det første turistbusselskab installeret hjertestartere i alle sine busser – og samtlige chauffører har som deltagere i førstehjælpskurser lært at betjene hjertestarterne. Anskaffelsen giver ekstra tryghed for vore tusindvis af kunder.

Købet af dobbeltdækkeren er den anden anskaffelse af en fabriksny turistbus inden for det seneste år. Købet har også sammenhæng med vores køb af firmaet Berlinspecialisten, der tilbyder skræddersyede gruppererejser til bla.  den tyske hovedstad. Ad den vej sender vi et stort antal gæster til Berlin, blandt andet fra skoler, gymnasier, offentlige institutioner,  uddannelsesinstitutioner, virksomheder, seniorforeninger og ungdomsklubber.  Her vil der blive stærkt brug for dobbeltdækkeren.

På billedet ses direktør Claus Andersen (til venstre) og turistbuschauffør John Pedersen ved siden af den nye dobbeltdækkerbus